Nicolaisen familien
Jeg tror dette familie billede er fra min mor og fars sølvbryllup.
Jeg skulle stå med venstre hånd i lommen, for at skjule forbinding, jeg havde mistet en stump finger til halmpresseren i Moselund
Fødselsdag hos Kresten
Søster Grethe er død
Søster Ida er død
Vi var syv, så var vi fem, så var vi tre, og nu to tilbage, og nu kun den yngste.
Det er unægtelig ganske underligt, at alle mine søskende er døde. Der er ikke nogen at ringe til mere.
Grethe Vigtoft (Nicolaisen)
Ida Jensen (Nicolaisen)
Bemærk de smukke røde teglsten der danner kirkens gulv, slidt runde i kanter af forfædres gang. De er der ikke mere, smidt ud ved Timring Kirkes såkaldte renovering. I dag består Timring Kirke kun som en tom skal. Hvordan det kunne ske - menneskelig dårskab - Jeg har svært ved at forstå det.
Søster Ingrid er død
Efter lang tids sygdom, søster
døde, på Vesterled Plejehjem.
Hun valgte det fra, yderligere
behandling, besværet for
meget, søster Ingrid var træt,
hun villke ikke mere.
Søster Ingrid havde selv, den
hele handling, bestemt med
begravelse og alt det hele.
Herning Kirke var altid Ingrids,
der skulle afsked,
med venner og familie, unge og
gamle, Ingrids bekendte.
Præst og salmer, og turen til
Timring, var også Ingrids.
Gravsted var valgt, for længe
siden, ved tur til Timring.
Ingrid ville hjem, til egen egn,
måske med trygheden i
hjemligt sted.
Efter kirkegård i Timring,
kaldte Herning igen, Hotel
Østergård var stedet, som
igen blev valgt til kaffebord
så fin, med boller og pålæg,
og æblekage også. Mange var
med til mindet om Ingrid.
For
sådan skulle dagen, den
hele forløbe, bestemte
Ingrid en søndag aften, i tiden
førhen, alt blev nedfældedet,
i sidste ønske, så ingen var i tvivl,
tiden derpå.
Behandling og omsorg blev livet
for Ingrid, og hele bestemmelse.
Plejen af syge, gav Ingrid mening,
at pleje og hjælpe,
forløser altid, den varme følelse,
den største af slagsen, således også, for Ingrids
omsorg, den megen en tak, var
altid til stede, fra alle dem der
mødte Ingrid.
I familien
havde Ingrid, en
ganske særlig plads, blandt
søskende både, men søskende
børn også, hvor Ingrid udgjorde,
et naturligt midtpunkt, hvor
guld var til stede, mellem børn
og unge,
de gav Ingrid glæde, at
være tilsammen.
Det var altid trygt, når Ingrid
kom
hjem, specielt hvis sygdom,
var kommet til huse.
Men det var altid rart, når Ingrid
kom hjem, den tunge tone i daglig
mold, kunne Ingrids nærvær, løfte
stemme til dur.
Søster Ingrid vil altid,
have en
særlig plads, hos alle os, der var
heldig at have, en tid lang med
søster, en faster en moster, og den
store slægt, vil til sammen hører,
med tidens øjeblikke,
der så hurtigt
forløber.
Den tid er nu, uomtvistelig
forbi, det er livets bestemmelse,
at vi kun skal være, for en stund
tilsammen, vi må alle engang,
forlade pladsen, til nye slægtled,
tidspunktet var nu
for
søster Ingrid.
Søsters kiste i Herning Kirke.
Broders kiste i Mariehøj Kirke
Der stod den så den hvide kiste
ganske ensom i kirkens midte,
pyntet med blomster i røde hvide
farver, min bror Hans Christian er
ikke mere, vi er alle kommet at
sige farvel.
Den hvide kiste vækker altid en
følelse, så underlig hver gang, den
er svær at beskrive, men den er
uafladelig, når kisten dukker frem
med den døde derinde, et livsforløb
er uigenkaldeligt forbi.
Nu er tiden til afsked i denne
smukke kirke, der blev bygget
engang for mange år siden, så
Lis og Hans Christian, at blive ægte
viet, de var i hvert fald de første,
der blev rigtig gift, i den
helt nye kirke.
Nu sad vi her, fem måneder
senere og mindes de gange med
bryllup og guldbryllup, Lisses båre
og nu Hans Christians samme sted
som Lisses førhen, i denne kirke
med navnet Mariehøj.
Trods sygdom så svær de to hørte
sammen, andre muligheder kom
Ikke på tale. En kærlighed så stor
I alle de år, et ægteskab uden lige,
hengivenheden uforlignelig mellem
Lis og Hans Christian.
Aldrig har jeg hørt, et ondt ord
i mellem, de to kære mennesker,
det er ganske ualmindeligt, jeg har
aldrig set nogen, på tilsvarende vis
holde af hinanden på denne
smukke måde.
Det var altid en fryd at besøge
hjemmet, Lis og Hans Christians,
tænk aldrig at høre en uvenlig tale
i deres lange ægteskab, en lise at
mærke deres inderlige
kærlighed.
Nu er det forbi, men Lis og Hans
Christian lever videre i børn og
børnebørn og oldebørn, en stor
dejlig familie, er tilbage til at føre,
slægten videre. Er det i grunden
ikke, hvad det hele, handler om.
Lis og Hans Christian er igen
forenet, på Vestre Kirkegård
deres urner står, side om side,
de to kære mennesker, vil for
altid blive husket, som de
smukkeste eksempler, to
kan være for hinanden.
Hans Christian har veget, en plads
til nye liv, vemodigt det er at tage
afsked med broder, et altid tomrum
vil være til stede, men mindet om
Hans Christian vil for altid ligge klar,
til at frembringe erindring.
Som når Hans Christian, slog en smut
omkring, vores forældres bo, han
indtog altid et naturligt midtpunkt,
med historier fra forne tider, og der
blev grinet godt og grundigt, fra
forældre og søskende i fælles
forening.
Den tid er nu, uomtvistelig forbi,
det er livets bestemmelse, at vi
kun skal være, for en stund
tilsammen, vi må alle engang
forlade pladsen, til nye slægtled,
tidspunktet
var nu
for broder Hans Christian.
Broders mindeplade på Vestre Kirkegård Silkeborg
Søsters kiste i Timring Kirke.
Broder Hans Christian er død
Broder Kresten er død
Til broders begravelse, i
Alderslyst Kirke.
Kisten står pyntet i kirkens
midte, ganske tæt på børn
og børnebørn. Der flyder
dejlige toner, fra Maria der
spiller, for sin bedstefar så
fint.
En afsked så smukt, for vor
broder Kresten, han kunne
ikke ønske, sig en bedre
farvel, til børn og børnebørn,
familie og venner, der fyldte
rummet med sorg og vemod,
over far og bedstefar, broder
og ven.
Kresten døde med pigerne
omkring sig, hans elskede
børn, Kristina og Betina, der
vågede over far, til det
allersidste, hvor broder trygt,
sov ind i døden.
Kresten var plaget, af sygdom
så svær, han kunne ikke mere,
et langt liv var til ende.
Det var imellem, hårde
tider, for broder Kresten.
Hvordan muligt det var, for
broder Kresten, at bevare
styrken, i de sidste år, er
svært at forstå, han
formåede kun, at sidde
og lytte, til læser af
bøger, gerne historie, og
andet med indhold, af
dybere mening.
Det tog mange år for broder
Kresten, at erkende den sandhed,
at han var ganske klog, det var
ellers den historie, han var blevet
fortalt, som barn og ung, at
evner ikke rakte, til
lysten at lære.
Sædvanen var dengang,
at børns begavelse, oftest
bestemt, af størrelsen på
gård, og betingelse af
opvækst, skæbnen besegles
for fastlagt kurs i livets bane,
også for broder.
Vejen var hård, fortalte
broder, præget af mangel,
på sikkerhed og livslyst, dog
livskraften vandt, måske
han havde, den store styrke,
fra tiders kamp, og fik kæmpet
sig igennem, den svære tid,
begyndelsen var, for broder
Kresten.
Men en dejlig familie, han
senere fik, med børn og
børnebørn, der fyldte dagen,
med glæde for Kresten, hans
taknemmelighed var stor, han
gerne fortalte, om de dejlige
piger, og de kæreste
børnebørn.
Vi vil alle savne, den kloge
Kresten, som far bedstefar
broder ven. Snakken er til
ende, men minderne kan
flyde, hvor Kresten er med,
i tanke og ord, og således til
stede.
I familien var Kresten, den
rolige og tænksomme, var
altid klar, til umiskendelig
udlægning,
af politisk orden, så alle
vi søskende, ja forældre også,
var vel oplyste, til hygsom
komsammen, som øjeblikke
til fælles.
Den tid er nu uomtvistelig forbi,
det er livets bestemmelse, at vi
kun skal være, for en stund
tilsammen, vi må alle engang
forlade pladsen, tidspunktet
var nu for broder Kresten.
Broders kiste og Marie ved flyglet - hun spiller så smukt for hendes bedstefar.
Til broders begravelse i Alderslyst Kirke
Jeg synes, præstens tale ved broders bisættelse var noget ud over det sædvanlige, og det selvom Kresten ikke var en flittig kirkegænger.
Jeg vil derfor gerne bringe link til talen her.
Kopier nedenstående og sæt i adresselinien
.
https://docs.google.com/document/u/0/d/194u6CJJ1y6NJlvyFQ4qqd27oGxDdWpW3qe5xeh1ZSRY/edit
Broders mindeplade på Alderslyst Kirkegård
Søster Elna er død
Søsters kiste i Smidstrup Kirke
Den hvide kiste
falder igen på nethinden, en
varsel om død,
så uforståeligt,
hver gang
den kommer.
Søster Elna blev,
alvorlig syg, den korte
tid blev alt for kort,
måske for søster var
tiden noksom, syg og
træt med smerte og
tab: Var døden et
udfri?
Døden er naturligt,
en nødvendig pris
for levet liv, men
dog ubegribeligt
i al sin gru,
aldrig mere
at skue dagen,
hvem kan mon
dette alt forstå.
Hvordan kan døden
begribes i tanke, og
modtages forstandig,
at udfri fra lidelse en
barmhjertig gerning,
dog ej forståelig i
grunden helt,
ej heller er det,
for Elnas død.
Men i søsters liv
var glæden stor
ved sang og musik,
tidligt som spejder,
til julespillet, sang Elna solo,
alene på scenen
i hotellets sal, det var
stort og flot af vor
Søster Elna.
Ofte i Timring, guitar
kom frem, men også
ude, omkring i sal,
hvor søster har været.
Glæden var stor,
for søster dygtig,
sang og spillede
så frejdig og fint.
Når familien samles,
var søster den
tænksomme, og
kreative natur, med
optimismen i gled.
Søster Elna troede
det bedste altså,
om de ganske
fleste
En fryd var
kom sammen,
specielt i Timring,
nybagte boller havde
søster i kurv, når
forfriskning i stuen,
var uomgængeligt,
i kirketårnet.
Ingen tvivl om
søsters drenge,
Henrik og Christian, var
naturlig midtpunkt, i
Elnas liv, de kære
drenge kom ofte i
tale.
Det fine minde,
var den dejligste smil,
til den sidste farvel
i gangen ud, lidt
vemodigt måske,
men dog et smil.
Den tid er nu,
uomtvistelig forbi,
det er livets
bestemmelse, at vi
kun skal være for en
stund tillsammans,
vi må alle engang,
forlade pladsen til
nye slægtled,
tidspunktet var nu
for søster Elna.
Søsters bisættelse i Smidstrup Kirke
Blomster i Smidstrup Kirke.
En hilsen til Elna fra
Jacob, Heidi og broder
Kresten døde med pigerne
omkring sig, hans elskede
børn, Kristina og Betina, der
vågede over far, til det
allersidste, hvor broder trygt,
sov
ind i døden.