Læserbrev Jydske Vestkysten d.5/4-23

Af alle ismer, har jeg specielt altid haft problemer med idealisme; der er åbenbart noget stort ved at være idealist, sådan en størrelse udfører gode gerninger – for andres skyld – en idealist tænker ikke på sig selv.

Jeg tror, mange ser på en idealist som det fagreste træ i skoven, sådan at kæmpe for en sag uden personlig vinding, det kan da kun være godt, uanset hvilke motivering idealisten måtte have for virkeliggørelse af egne idealer.

Men idealet har en finurlig storhed, om at være den uselviske givende. Den der giver får en god følelse, og jeg vil mene, at det er den egentlige bevæggrund til idealistiske handlinger, og i den tråd kan man i grunden stille spørgsmålet: Er idealistens handling så ikke egoistisk?

Umiddelbart kan man jo undre sig over, at mange menneskelige idealistiske gerninger, som skulle være så godt, udarter sig til noget så skidt. Man kunne næsten få den tanke, at årsagen ligger indbygget i selve idealet.

Det er virkeligt et spørgsmål, jeg har tumlet med det meste af mit liv, og jeg er efterhånden kommet frem til, at det ser ud til, mange af de forskellige ideer i historien er konstrueret bevist – og deri ligger måske også noget af fejlen.

Jeg bliver mere og mere overbevist om – at ideen skal være opstået ubevist for at have værdi – alt andet bliver nemt noget intellektuelt konstrueret, som blandt andet en teori om socialistisk paradis på jord baseret på fælles ansvar og ubegrænset såkaldt godhed.

Jeg tror, at den ubevidste ide er baseret på erfaringer igennem århundreder. De ubevidste ideer er sammensat af små brudstykker og tilfældigheder, der har tilflydt mennesker alle dage. De ubevidste ideer er kommet langsomt og har nået at slå rødder i takt med byggesten på byggesten.

Mennesket har evnet at udnytte de ubevidste ideer, og har brugt deres hænder til at skabe. Tænk hvad to par hænder har været i stand til at frembringe. Det kan virkeligt tage pusten fra en` at tænke på den ubevidste iderigdom udmøntet gennem århundreder af vores forfædre.

Og jeg er ganske sikker på, at alt det arbejde ikke er udført af idealister i godhedens navn til glæde for andre, men af den enkeltes gode følelser ved virkelyst og en forbedring af egen overlevelse og eksistens.

Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at uanset hvad vi foretager os, gør vi det absolut helt grundlæggende for vores egen skyld, uanset om vi vil erkende det eller ej.

Egentlig kan man vel konstatere, at jeget er den vigtigste person i ethvert liv. Man kunne jo spørge: Hvem i alverden skulle ellers udfylde denne plads? 

Læserbrev Jydske Vestkysten d.6/3-23

Tanker i disse tider. Når jeg tænker over det, er der så overhovedet et egentlig dybere formål med vores liv sådan i al almindelighed? Hvad skal det hele til for? Er der en forudsat mening, eller skal vi selv skabe mening i tilværelsen. 

En mening bliver ofte beskrevet med historier om mødet med en livsopgave, en tro, en ide eller noget helt andet. Jeg undres til stadighed over denne åbenlyse trang, som det ser ud til, at mange har, at der skal være en mening.

Jeg tror, mange har svært ved at kapere, at der ikke skulle være et forudbestemt dybere formål med et livsforløb, og derfor klamrer sig til mange former for religioner, klamrer sig til en politisk ide, klamrer sig til ideen om menneskeskabt opvarmet klode, klamrer sig til menneskerettighederne og så videre, og så videre for derigennem at fylde ud en eventuel livstomhed eller en meningstom tilværelse. 

Jeg læser igen og igen, at mange forsøger fortvivlet at finde en mening i en eventuel meningsløshed. Jeg synes, det er spildte kræfter. Efter min opfattelse er det eneste her i livet, der ikke er meningsløst, jo døden. Vi skal alle den vej på et eller andet tidspunkt. 

Selvfølgelig kan det være en forfærdelig tanke at skulle forlade alle, vi holder af, og ikke være med til fremtidens begivenheder, men det er nu engang virkeligheden. Meningen med døden er jo absolut. For hver gang et lille nyfødt barn kommer til verden, må en af os gamle sige farvel, ellers ville vi ganske enkelt blive for mange. 

Jeg ser derfor ikke absurditeten i, at vi bliver født for senere at dø. Det er en nødvendig konsekvens for, at vores art kan overleve. Og jeg forlader gerne denne verden for at overlade pladsen til mine efterkommere. 

Jeg kan godt forstå trangen til at finde en mening, når ulykker rammer. Tragedier og sygdomme, godhed og ondskab og så videre er sikkert nemmere at leve med, hvis vi kan finde en mening i det, og en trøst for mange. 

Men når sådan et behov for nogen ikke er til stede, kan det måske hænger sammen med en accept af, at der for det meste findes en logisk forklaring på mange uforklarlige hændelser. Og andre begivenheder, der bare ikke findes anden forklaring på end simple tilfældigheder. 

Min mening med den hele tilværelse er ganske enfoldig, jeg tror kun der findes den mening, vi selv prøver at skabe med de muligheder, vi er blevet given. Denne tilgang til livsopgaven vil sikkert for nogen føles fattig og tom.  Men det er netop det at være til stede i tomheden og fylde den ud, så er der ikke rum for meningsløsheden.

Læserbrev Jydske Vestkysten d.4/6-23

Fra tid til anden bliver der talt om fælles ansvar; det er nok mest partierne til venstre for midten, der taler om, at et eller andet problem er vores fælles ansvar. Jeg undrer mig hver gang, når udsagnet dukker op, at fælles ansvar er en ærlig sag.

Jeg tror det var PH, der engang fremførte at to om ansvaret betød 1 % til hver at være flere om ansvaret, kan kun føre til, at ingen er ansvarlig. 

Hører de tre begreber sammen?  Det er der skrevet mange tykke bøger igennem historien, og man kan malende skrive ord derom – stolpe op og stolpe ned, men ifølge min opfattelse behøver det ikke være så kompliceret. Jeg synes, de mange ord kan indkoges til ganske få – som følgerne:

Kun den der har magt til at udføre en handling, kan drages til ansvar for denne handling og bliver skyldig for handlingens konsekvenser.

Nu er det jo sådan, at mange gerne vil have magt, men ikke ansvaret og slet ikke skylden. Derfor er det ikke underligt, at det fælles ansvar har mange tilhængere, hvor man kan udøve magten uden at blive draget til ansvar.

I det offentlige er det personlige ansvar kun formelt. Bliver der begået fejl fritstilles vedkommende – som oftest med et klækkeligt beløb og et nyt skrivebord. Eksemplerne står på højkant overalt; alle på grund af et manglende reelt personligt ansvar. 

Jeg ser det som den virkeliggjorte socialismes problem, hvor ansvaret er fælles og ingen vil have skylden, når forfærdelige fejlslagne eksperimenter udi utopien altid fører til kaos. 

I det private har lederen magten, og hvis han begår fejl, er ansvaret nemt at placere, han må ofte selv bære økonomiske tab.

Det personlige ansvar bliver ofte kædet sammen med, hvorvidt vi har en fri vilje; denne diskussion er uendelig. Uanset hvilke belastninger vi har været udsat for – familiemæssig, samfundsmæssig eller andet, må det personlige ansvar altid gælde, medmindre ikke tilregnelighed gør gældende. I sådanne tilfælde benyttes lovgivning, og det er jo noget ganske andet, hvor naturlovene bliver ophævet.

Jeg ser de tre begreber samhørende, og det ser ud til, at man ikke kan adskille dem, uden problemer opstår. Naturens orden kan der ikke laves om på, uden det får konsekvenser. Hvis ingeniøren laver om på de matematiske lovmæssigheder, vil det også få konsekvenser, og konstruktionerne vil kollapse.

Jeg finder det faktisk besynderligt, og undrer mig til stadighed over, at der ikke er større respekt for vigtige begreber, der for os alle har afgørende betydning. 

Det fælles ansvar er efter min opfattelse en illusion, det eksisterer ganske enkelt ikke. 

Læserbrev Jydske Vestkysten d. 11/3-21

Jeg har funderet en del over alle disse nye bevægelser der, fyger rundt imellem os i denne tid. Mærkelige mystiske navne som – Idenditetspolitk – Woke – Cancel Culture – og så videre.

Det kan være svært at holde sig opdateret i, hvad alle disse nye navne egentlig indeholder af betydninger. Sådan som jeg forstår det, er de smarte nye bevægelser dog grundlæggende den samme gamle ideologi – marxisme – der nu er kamufleret med nye benævnelser.

Det kan man jo ikke fortænke nogen i, idet de gamle navne er blevet lidt slidte og forrådnet i slipstrømmen af forbrydelser begået i det gode gamle marxistiske navn. 

Det samme kan man sige om nazismen, det lyder heller ikke så godt med alle de forfærdelige uhyrligheder, nazisterne begik, de er til gængæld vel belyst, i modsætning til marxismens forfærdlige forbrydelser.

Jeg har så undret mig over, at der tilsyneladende ikke er sket den samme udrensning af de gamle marxister, som der skete med de gamle nazister.

Det er da mærkeligt.

Kunne nogen forestille sig en nazistisk politiker spankulere rundt i vores parlament; det tror jeg, er en ganske umulig tanke og ville skabe en masse ballade, men de forhenværende marxister/kommunister svømmer ganske fint rundt som politikere i Det Danske Folketing, selvfølgelig med nyt navn, men helt uden problemer.

Er det ikke mærkeligt?

Og nu kommer så marxisterne med nye bevægelser, dog finpudset med nye navne, og det ser ud til at mange igen hopper på den limpind, de gode mennesker må da vide, at det er den gamle ideologi om igen, godt nok med  

nye navne der glider nemmere ned, men alligevel. 

Egentlig har det vel altid været sådan, mange af de gode kaster sig ind i den ene skøre ide efter den anden; historien fortæller ellers gerne og tydeligt om de forfærdeligste ugerninger mange af ideerne har ført til. Ja, jeg synes ligefrem, det ser ud til at være en naturlov, at de bevidste konstruerede ideer altid fører til katastrofale gerninger.

Sådan kommer det nye snigende stille og roligt. Jeg tror egentlig uden, at ret mange tænker over det. Det var først da jeg begyndte at dykke ned i de nye navnebetydninger, at sammenhængen gik op for mig, og hvilke konsekvenser det kan få, hvis ikke det bliver stoppet inden disse – forklædte gamle og nye marxister – får sig møvet ind i for mange gode magtfulde stillinger. Enhver kan se, at de er godt i gang, specielt i de store medier. 

Læserbrev i Jydske Vestkysten d.13/1-21

Det er i sandhed underlige tider vi lever i, og jeg skal ærligt erkende, at det kan være svært at gennemskue den hele støjende dagsorden efter den anden. Medierne puster med historier, der lyder ganske forfærdelige, og man kan stå i de sværeste Hvad kan man tro på?dilemmaer, for hvad skal man tro på, og kan man overhovedet tro på noget som helst medierne siger og skriver.

Jeg har efterhånden mine tvivl. Hvis man nøjes med informationer fra DR og TV2 og de store aviser, er der ikke så meget at være i tvivl om, nyhedsstrømmen og meninger er stort set det samme, men gør man sig den ulejlighed og læser andre kilder til oplysning, da indfinder forvirringen sig, for det kan jo ikke alt sammen være rigtigt.

Selvfølgelig er det nemmeste bare at lytte og læse de store medier, og slå sig tilfreds med det og følge strømmen, men jeg har en trang til at få historier belyst fra flere vinkler, og så opstår balladen, forskellige opfattelser kolliderer, jeg bliver forvirret og aner overhovedet ikke, om jeg skal tro på det ene eller det andet.

Jeg læste et sted, at hvis alle var enige om, at en påstand var sand, så var den sandsynligvis løgn.Og jeg synes, der er en tendens til, at mange af tidens nye ideer – specielt klima, skal der helst ikke sættes spørgsmålstegn ved, og det tror jeg i grunden ikke er særlig sundt og troværdig.

Men som sagt så anser jeg det ganske svært at navigere i tidens mange underlige påstande og beskyldninger, for hvad skal man tro på, det kan jo ikke alt sammen være retvisende.   

Læserbrev Jydske Vestkysten d. 29/8-21

Læserbrev Herning Folkeblad d.21/9-21

Jeg tror mange har svært ved at kapere, at der ikke skulle være et forudbestemt dybere formål med et livsforløb, der må da være en mening med det hele, og derfor klamrer sig til mange former for religioner, klamrer sig til en politisk ide, klamrer sig til ideen om menneskabt opvarmet klode, klamrer sig til menneskerettighederne og så videre, og så videre, for derigennem at fylde ud en eventuel livs tomhed eller meningstom tilværelse.

Set ud fra mit syn på tilværelsen er det spildte kræfter at forfølge forskellige ideer, for at få en meningsfuld tilværelse. Jeg synes hellere man skulle se indad, og finde årsagen til en eventuel tomhedsfølelse.

Ideerne ser jeg som bevidst menneskabte konstruktioner, der skal få os til at løbe i takt med den for tiden mest højaktuelle ide. En glimrende metode for magtmennesker til at styre folket i en bestemt retning.

Sådan har det vel egentlig altid været med ideers udførelse igennem historien,

Det så vi i 1930'erne, hvor den nazistiske ide greb fat, og mange i den tyske befolkning og andre løb efter ideen. Det blev en forfærdelig, blodig og ond tid, der fulgte.

Det så vi med den socialistiske ides opblussen, som en bølge, der var ustoppelig, og den hærgede og flænsede i det meste af forrige århundrede, og efterlod land og riger fuldstændig ødelagt.

Utallige bevidste ideer har været fostret gennem historien, de begynder for det meste med det gode, men ret hurtigt får ideerne deres eget liv, og udvikler som oftest en forfærdelig ondskab.

Lige nu prøver socialisterne igen, dog denne gang kamufleret som klima ideen, 

og den synes også at have udviklet sit eget liv, og der er tilsyneladende intet middel til at stoppe denne ide, måske vi desværre må vente på den ganske tydelige lovmæssighed, at den bryder sammen indefra.

Det ser ud til, og forekommer udtrykkeligt klart, at det eneste der kan bringe disse ideer til ophør, er ideen selv. En fastlåst ideologi, uden tilførsel af ny iltning, vil altid degenerere og forgå på et tidspunkt. Problemet er tiden, hvor ødelæggelserne kan blive katastrofale, hvis ingen har mod til at sige fra. 

Nu har kloden sådan set selv klaret klimaforandringer i milliarder af år, også før mennesker var til stede, men pludselig påstår socialisterne, at det sandelig er os selv, der skaber den store klimaforandring.

Noget helt andet er miljøet, der er jeg sikker på, vi kan påvirke meningsfuld, men det er en anden historie. 

Det er ynkeligt at se, at også de fleste borgerlige flyder med på ideen. Jeg hørte på et tidspunkt en politisk kommentator sige, at den eneste måde, hvorpå de borgerlige kan genvinde magten, var ved at kaste sig ind i kampen for klimaet. 

Denne ikke ukendte øvelse kan imidlertid vise sig at være forkert, og

det kan da ikke være rigtigt, at de borgerlige helhjertet kaster sig over en socialistisk ide om menneskabt ændring af hele jordens klima. Er der ikke nogen hjemme i den borgerlige mere, der er i stand til at tænke selv?

Jeg kan huske Anders Fogh Rasmussens udtalelse, ved Venstres landsmøde for år tilbage, at han måske tog fejl i klimaspørgsmålet, det lød bestemt ikke særligt overbevisende. Nu ser vi også Venstres nye formand Jacob Ellemann Jensen kaste sig ind i klimahysteriet.

Selvfølgelig kan det koste stemmer at gå imod klima ideen, og ikke noget at gøre ved det, men årsagen til en eventuelt manglende vælgerskare kunne jo også være, at det er fraværet af en politiker med mod til at sige fra, med mod til lederskab, der er brug for.

Har vi virkelig ingen ledere, der tør gå imod bølgen, eller flyder de bare alle med strømmen af klima ideen?

Læserbrev Jyske Vestkysten d.15/7-21

Det ser ud til, at mange af de borgerlige er hoppet med på ideen om den menneskabte globale opvarmning, hvem skulle have troet det. Jeg kan ikke forestille mig, at de blå er rettroende udi klimaspørgsmålet, det er jo helt tydeligt en venstreorienteret konstrueret idé.

Men klima bølgen har været voldsom og bredt sig til store dele af befolkningen, og jeg forestiller mig, at højrefløjen ved sidste valg så sig nødsaget til at tiltræde den tåbelige klimapolitik.

Det kan imidlertid vise sig at være en stor fejl, jeg kan da ikke tro, at ret mange borgerlige indstillede, ikke kan gennemskue illusionen om menneskabt opvarmning.

Jeg er godt klar over, at der efterhånden er investeret enorme summer i hele tosserierne, og selvfølgelig vil socialisterne ikke give slip ganske godvilligt på alle midlerne. Der er sikkert også en dejlig magt forbundet med hele menageriet.

I mine unge år var det marxismen, der blev dyrket som den store åbenbaring, nu er det så klimaet der kan bruges, men det er de samme typer, menigheden består af.

Jeg håber virkeligt, at de blå besinder sig og får justeret tanke springet inden alt for længe, så de rødes drømme om indførelse af noget der ligner socialistiske tilstande i al hemmelighed af bagindgangen ved hjælp af opdigtet klima drama, kan blive stoppet.

Alle ingredienser er til stede. Gode, vellønnede stillinger. Udskrivelse af ekstra skat og afgifter, alt under dække af klimaet, og selvfølgelig for at redde hele kloden.

De store stads medier DR og TV2 og de fleste aviser og det meste av undervisningssektoren er inficeret og doserer i rigelige mængder af information om den menneskabte opvarmning.

Det kalder virkeligt på forstandige borgerlige til at komme i gang og hurtigt tager stilling til de rødes gentagne fantasi drømme, og får iværksat en opbremsning af uhyrlighederne, det forekommer mig ekstremt vigtigt.

Måske det vil give et umiddelbart skvulp i tilslutning, men jeg er overbevist om, at besindelsens klare lys vil genopstå, når langt de fleste borgerlige får tænkt sig grundigt om og blandt andet ser de gigantiske udgifter til socialisternes klimahysteri.

Jeg har mine tvivl, om højrefløjens nuværende leder Jakob Ellemann Jensen tør træde i karakter, indtil videre ser det ikke ud til, at han magter opgaven. Jeg er imidlertid ikke i tvivl om nødvendigheden af en borgerlig modstandsbevægelse, og det haster.

Jeg synes ikke, vi skal lade socialisterne i fred og ro moralisere og møve sig ind i gode stillinger og overlade dem magten, så de kan molestere vores dejlige land med klima flip.

Det er jo det store spørgsmål for tiden. Vi skal åbenbart helst være troende, 

 – Og det undrer mig. Ja, jeg har sågar læst, at det skal være en forbrydelse at 

benægte den menneskeskabte klimaforandring.

I millioner af år har klimaet skiftet fra koldt til varmt til koldt og så videre.

Men nu er det altså os mennesker, der skyld i forandringerne. Der er godt 

nok mange eksperter og mange undersøgelser, der siger det modsatte, dog 

uden nævneværdig effekt. Hvis ikke det var så dyrt, kunne det egentlig være 

lige meget, så kunne de klima-troende fornøje sig, indtil interessen fortonede 

sig, og de kunne kaste sig over noget andet

Jeg ser virkelig ikke den store forskel på troen i dag, og så vores forfædres tro 

på årsager til naturkatastrofer. Vores forfædre troede også, de selv var skyld i 

forfærdelige hændelser og naturkatastrofer, og betalte aflad til guderne for at 

oprette orden igen. På samme måde betaler vi aflad i dag. Tænk, at vi ikke er 

kommet videre i udvikling, men stadigvæk tror på, at vi selv er  skyld i 

klimaforandringer, som årsager til vores tiders naturkatastrofer.

Det er gigantiske summer, vi ofrer for at ændre Jordens klima, og jeg er 

overbevist om, at de bliver brugt uden megen nytte. På samme måde som 

vores fædres ofringer sikkert heller ikke gjorde den store forskel. 

Der er desværre nok ikke noget at gøre ved det. Det er som med bølgerne, 

der løber trætte på de nye fremskudte diger her i marsken. Man kan håbe, at 

klima bølgen vel også bliver træt inden alt for længe.

I den forbindelse er Brorsons salme fra 1737, ”Op, al den ting, som Gud har 

gjort”, vers to, er ret så lærerig: 

”Gik alle konger frem på rad i deres magt og vælde, de mægted ej det mindste blad at sætte 

på en nælde”.

Sådan en lille ting tror jeg heller ikke de klima-troende kan klare. Hvordan kan de 

så tro, at de kan ændre klodens temperatur?

Det er forbløffende, at en ide som en bølge kan vokse sig så stor på forholdsvis 

kort tid. Egentlig også skræmmende, at cirka halvdelen af os mennesker løber efter 

en flyvsk ide om menneskabt opvarmning.

Det viser virkeligt, hvor skrøbeligt vores ellers trygge samfund er, og så hurtigt 

stemninger kan brede sig.  Jeg vil tro, i mange tilfælde et urinstinkt, vel udelukkende 

for at tilhøre fællesskabet i gruppen – og så giver det sikkert også en god følelse og 

varm tryghed at være sammen med alle de andre troende.

Er egoismens belønning den gode følelse?