Psykiatri

Det var lige her det hele skete d. l6/4-1991 kl. 20,30 på afdeling G. Psykiatrisk Hospital Hvidding.

Det kan måske lyde voldsom, men det er altså dødelig alvor sådan en omgang, jeg anede jo ikke nogetsomhelst om, hvad der ville ske, og på et tidspunkt i forløbet, tænkte jeg, at døden var at foretrække, så det rædselsfulde kunne stoppe.

En opløsning af et traume, neurotisk angst, er følelsesmæssig en meget voldsom oplevelse hvor hele registeret af følelser er involveret, men en efterfølgende ubeskrivelig rolig tilstand af befrielse.

Det er en lang vej at komme frem til selve opløsningen, det kan tage flere år, og desværre er det en meget og besværlig vej at vælge; der er ingen opbagning i psykiatrien til de mange forfærdelige rystende angstfyldte dage og grådkvalte stunder, og det kan ind imellem synes håbløs, frygten for det ukendte kan være på kanten af afgrunden; men ind imellem må man tage nogle valg og vælge den logiske retning, om det er den rigtige, kan man ikke vide med sikkerhed. Men jeg er overbevist om, at hvis man virkeligt ønsker en grundlæggende ændring af gamle traumer, er der ikke nogen smutvej.

Derfor valgte jeg at stoppe med pillerne "Lexotan", ved indlæggelse, jeg tog den sidste pille 08,30 d. 15/4-91. Jeg kørte derefter til Hvidding Psykiatriek Hospital. Det var en mærkelig køretur.

Nu er det heldigvis sådan, at man på forhånd ikke ved, hvad der kommer til at ske. Men når man stopper uden nedtrapning, var jeg klar over, at noget voldsomt kunne indtræffe. Jeg fik dog "Fenemal" til at tage de værste abstinænser.

Neurotisk angst/panikangst - Traumatisk angst/generaliseret angst

Jeg så på et tidspunkt i deadline DR2 et indslag om psykedeliske stoffer som LSD og silosybin til behandling af psykiske sygdomme som bl.a. depression og angst. Jeg må tilstå, at den udsendelse var meget tankevækkende, tænk, at man igen vil afprøve disse livsfarlige stoffer for psykiske sygdomme.

Derfor vil jeg gerne fortælle lidt om, hvordan en neurotisk angst faktisk kan opløses, i hvert tilfælde for mit vedkommende, og også forskellen på de to grundlæggende angstformer som neurotisk angst og traumatisk angst. Jeg foretrækker at bruge de gamle benævnelser, de siger mere om sygdommens egenskaber end de nye.

Panikangst og generaliseret angst siger jo ikke så meget om angstens karakter. De gamle udtryk, som neurotisk angst og traumatisk angst, finder jeg mere præcise.

Jeg har haft problemer med angst, så længe jeg kan huske tilbage, men først i en moden alder blev jeg klar over, at det var angst. På et tidspunkt besluttede jeg mig for at få noget hjælp, og gik til nogle samtaler hos en meget dygtig terapeut. I begyndelsen af forløbet, var jeg yderst skeptisk, og i dag kan jeg godt undre mig over, at hun ikke gav op, men samtalerne fortsatte.

Jeg lærte at ændre på nogle simple ting i min hverdag – noget praktisk konkret, psykisk og fysisk, og når man på denne måde ændrer noget i sin daglige adfærd, viste det sig, at der skete noget med psyken.

Jeg var blevet advaret inden starten på forløbet, at det kunne lukke op for psykiske rystelser, men jeg var alligevel ganske uforberedt på de voldsomme følelsesmæssige reaktioner, der kom. Jeg fik bl.a. nogle forfærdelige angstanfald, noget jeg tidligere havde prøvet i mindre doser i stressede situationer, men ikke som denne rædselsfulde ukonkrete angst.

På et tidspunkt kunne jeg ikke klare den frygtelige angst mere og fik derfor noget angstdæmpende medicin. Anfaldene stoppede, og det i sig selv var ganske befriende, men bivirkningerne af medicinen var meget ubehagelige. Jeg blev meget sløv, og det endte med, at jeg lå i sengen hver dag fuldstændig afkræftet og uden energi til at foretage mig noget som helst.

Jeg besluttede derfor efter nogle måneder at stoppe med pillerne, og se hvordan min krop ville reagere. Det var dog en skræmmende tanke, men jeg havde det så dårligt på dette tidspunkt, at alt andet ville være bedre.

Jeg var forberedt på, at ved fravalg af medicin ville den voldsomme angst komme igen, jeg sagde derfor ja tak til et tidligere tilbud om at blive indlagt. Jeg ville gerne have trygheden ved at være på et hospital.

Det blev virkelig en barsk omgang. Hen under aften den første dag kom jeg til at tænke på – mere eller mindre bevidst – jeg er på et psykiatrisk hospital og behøver ikke leve op til noget som helst, det må være i orden at give slip. En underlig fornemmelse, for første gang i mit liv forsøgte jeg ikke at leve op til andres forventninger.

Næste dag aften føltes det som om hele mit indre brød løs. En voldsom sorg og en dyb gråd begyndte, samtidig som en forfærdelig rædsel, en dødsangst som er ubeskrivelig. Jeg forsøgte at få hjælp af en behandler, der var på stuen, men hun virkede utryg ved situationen og gik sin vej. Jeg slæbte mig fra stuen ud på gangen, og nogle forvirrede tanker i mit hoved sagde, at hvis jeg skulle dø, så lad mig få det overstået.

Heldigvis var en ældre natsygeplejerske kommet, og da hun så mig vakle rundt, kom hun løbende, og hjalp mig ind på værelset igen. Jeg blev anbragt på en stol, og hun satte sig ved siden af og holdt mig i hånden. Det kan selvfølgelig lyde mærkeligt, jeg var jo en voksen mand, men jeg er sikker på at den tryghed hun gav mig, var nødvendig for den videre proces.

Pludselig skete der noget, jeg fik en forfærdelig kvalme, hele min krop var i opløsning, det var som en bølge gik igennem mig, og jeg kan huske, at jeg sagde noget i retning af, hvad er det dog der sker, og ganske eksplosiv føltes det som en spændt fjeder inden i mig udløstes, en voldsom følelse, men bagefter en lettelse og befrielse så stor, som jeg aldrig i mit liv før har prøvet.

Selve opløsningen af angstneurosen er på mange måder lidt som opløsning af en almindelig neurose, men unægtelig mange gange kraftigere, de psykiske og fysiske reaktioner er meget voldsomme ved angstneurosen.

Jeg tror ikke, at angstneurosen relaterer til en konkret hændelse, i modsætning til den almindelige neurose, jeg ganske klart kunne føre en episode i min barndom som årsag.

Der skete andre helt grundlæggende ting på hospitalet med min psyke, som der ikke er plads til her, kun at den traumatiske angst dukkede op efterfølgende. Jeg anser det meget vigtigt at skelne imellem disse angstformer, idet den traumatiske/generaliseret angst desværre er en angst, jeg tror, man enten må lære at leve med, eller få noget medicin. og den har mange former.

I dag er jeg blevet så gammel, at jeg ikke orker mere traumatisk angst, så jeg får nu medicin for denne angstform. Om den traumatiske angst også kan udrenses, er jeg blevet lidt i tvivl om.

Jeg var meget glad for tiden på hospitalet, specielt i de situationer hvor de psykiske rystelser var værst, men jeg må tilstå, at hvis jeg havde ladet behandlerne bestemme, var det hele sikkert gået meget anderledes, hvordan kan jeg af gode grunde ikke vide.

Det var ikke velset selv at have en mening om behandlingen på det psykiatriske hospital, hvilket jeg syntes var meget mærkeligt, det måtte dog være os patienter der var nærmest til at vide, hvad der skete i vores kroppe.

Men min opfattelse af behandling på psykiatriske hospitaler er en anden historie.

Den svære opløsning

har mindelse, om

et stykke musik med

mange variationer,

over det samme tema.

Musikken er en lang

følelsesmæssig rejse,

ud i alle kroge og tilbage igen.

Instrumenter bliver

præsenteret

trommernes buldren,

basunerne gjalder,

strygernes hvin,

trompeternes skrig,

til grådens

akkompagnement,

af fagottens dybdebor,

hvor afgrunden,

kan synes uendeligt,

og endelig til forløsning,

en brag af alle,

en klimaks

af en befriende

styrke

En rejse med gru,

en nødvendig langtur

med registeret af følelser,

helt derud

hvor alt er ligemeget,

selv døden

kan være at foretrække,

først da, løsner knuden,

af følelser op,

og forløsning kommer

med sorg og gråd.

Indlæggelse og behandling

At være indlagt på et psykiatrisk hospital er en meget speciel oplevelse, jeg kan huske, at jeg tænkte dengang, at det egentlig var noget alle skulle prøve, det ville nok afmontere mange af de forestillinger og fordomme der eksisterer om sådanne hospitaler. Jeg ved ikke rigtig hvad jeg havde forventet, men jeg blev i hvert fald meget overrasket over forholdene.

Det der gjorde størst indtryk i begyndelsen, var mine medpatienter. Det var jo ganske almindelige mennesker, der gik rundt stille og roligt, drak kaffe og snakkede med hinanden som ganske normale personer – det havde jeg bestemt ikke regnet med – jeg havde jo hørt mange ikke særlige pæne benævnelser om psykiske hospitaler, og om indlagte patienter, men mine fordomme faldt fuldstændig til jorden.

En af de første dage på hospitalet slog det mig pludselig, hvilken magt de ansatte havde. Jeg kan tydeligt huske, at det var meget skræmmende tanke, det gav en mærkelig følelse, at magten over mit eget liv var taget ud af mine hænder, og det var endda på en åben afdeling, hvordan måtte det så ikke være på den lukkede. Uha, jeg kunne fornemme, at det skulle der ikke tænkes for meget over...

Jeg vænnede mig nu hurtig til forholdene, det kunne jo også have sine fordele, fuldstændig at fralægge sig ansvaret, på en måde var det også befriende.

Dagene var fastlagt efter stramme rammer. Efter morgenmaden var der rengøring af værelset, og efter et lille møde blev vi alle sendt rundt til forskellige aktiviteter; der måtte ikke være patienter på afdelingen i dagtimerne. Jeg spurgte en dag en af behandlerne, hvad de egentlig lavede når vi ikke var på afdelingen. Hun fortalte, at personalet holdt møde og talte om patienterne. Jeg kom desværre til at nævne, at jeg syntes, det måske var en god ide at tale med os, og ikke om os – hendes ansigtsudtryk gjorde det klart for mig, at det ikke var så godt med den slags udtalelser.

Ellers var personalet nu meget venlige, bare vi var stille og rolige og ikke lavede noget postyr. Om aftenen blev alle patienter placeret foran fjernsynet sammen med personalet, og det var såmænd ganske udmærket, selvom en del af os ikke kunne klare at se fjernsyn.

Men i det store og hele var de fysiske rammer gode og trykke. Det var mere problematisk når det kom til de psykiske.

Når vi sad der om aftenen og en patient blev dårlig eller urolig, fik vedkommende straks noget ekstra medicin – der skulle for alt i verden være ro på afdelingen. Jeg undrede mig ofte over denne fremgangsmåde, den pågældende patient havde måske brug for at snakke, komme af med noget vrede, få noget sorg ud og måske få bearbejdet noget traumatisk der var klar til at komme ud.

Jeg syntes ganske enkelt det var forfærdelig, at behandlerne ikke så det som deres fornemmeste opgave at støtte og opmuntre patienterne i sygdomsforløbet, og måske holde hånd når noget gjorde ondt, eller ganske enkelt bare være til stede. Specielt det sidste er meget vigtigt. Jeg er godt klar over, det kan være svært at bedømme, hvornår en patient har brug for personalets tilstedeværelse og hvornår den ikke er nødvendig. Men jeg er temmelig sikker på, at behandlerne kan mærke behovet, hvis de er bevidste om det.

Det var imidlertid ikke denne måde arbejdet foregik på – desværre. Når en patient fik det dårligt, skulle der bestilles tid til en samtale med en psykiater, og det kunne godt tage flere dage før vedkommende havde tid. Problemet er bare, at sådan fungerer vores psyke ikke – behandlerne skal være klar når vores psyke er klar.

Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at vores organisme har en fantastisk evne til at reparere skader, psykiske og fysiske, den skal bare have lidt hjælp. Når det brækkede ben er sat sammen, heles det ganske af sig selv, det er da imponerende. På samme måde med psyken – tager vi symptomerne alvorligt og handler derefter, heles psyken også ganske af sig selv.

Det er mit håb, at forskerne en dag kommer så vidt, at de kravler ned fra det høje, og anskuer en sindslidelse ud fra et mere jordnært udgangspunkt. Jeg indrømmer blankt, at jeg er en ældre erfaringsramt person, og det kan jeg jo ikke gøre noget ved, men det bevirker, at jeg ikke kan tro

på mange forskers overbevisning om, at løsningen på en sindslidelse skal findes i hjernen. Selvom der er beviser på bestemte aktiviteter i hjernen, så tror jeg forskerne leder det forkerte sted. For at sige det banalt – de ser ikke skoven for bare træer.

Det er som med drengen, der går og leder efter noget under et gadelys. En forbipasserende spørger drengen, hvad han leder efter, og drengen svarer, at han har tabt en femkrone på den anden side af gaden. Til spørgsmålet hvorfor han så ikke kikker på den anden side svarer drengen: ”Jamen der er jo ikke noget lys”.

En diagnose som adhd stiger voldsom nu om dage. Igen bliver det forsøgt at finde forklaringen i hjernen. Jeg kender flere børn med diagnosen, der har al mulig grund til deres urolige opførsel, på grund af den behandling disse børn er udsat for. Det er da så tydeligt, og jeg tror, at langt de fleste godt kan se det, men forældrene til et barn med adhd er lykkelige for diagnosen, og det kan man så fundere over – Hvorfor?

Det samme med panikangst, og mange andre psykiske lidelser. Jeg ved af personlig erfaring, at panikangst ikke er forårsaget af ubalance i hjernen eller genetisk, men en neurose lignende lidelse, som kan opløses. Den opløsning som finder sted med panikangst/neurotisk angst er ikke tilsvarende mulig med traumatisk angst, derfor er det meget vigtig at skelne mellem disse angstformer.

Om årsager til psykiske lidelser, bliver der i psykiatrien malet med en bred pensel. Jeg tror dog det kan være nyttigt, ind imellem at se lidt firkantet på problemerne, det bliver mere overskueligt. Min opfattelse af en psykisk lidelse er – meget kort fortalt – at en sindslidelse er en lidelse, der er opstået på grund af voldsomme oplevelser, der ikke bliver følelsesmæssig gennemlevet. Vreden, angsten og sorgen bliver fortrængt og ophobes i vores organisme. Derfor opstår symptomerne senere hen i livet på forskellig vis med budskab om gamle traumer og svære oplevelser og i det hele taget – ikke bearbejdede psykiske sår der banker på, og som vores organisme er klar til, at vi tager os af. Derfor er det meget vigtig at behandlerne tager disse budskaber alvorligt, også selvom de måske ikke forstår dem.

Det virkede som om de fleste ansatte blev utrygge hvis en patient blev urolig, og det er vel meget naturligt at blive utryk for noget uforståeligt, men det mener jeg dog ikke, der var nogen grund til, i hvert fald ikke de tilfælde jeg så. Jeg ved godt at de følelsesmæssige udladninger kan være ret så voldsomme – det var de også for mit vedkommende, men jeg var heldig, at der tilfældigvis kom en ældre natsygeplejerske forbi, hun var måske nok utryk ved situationen, hun snakkede i hvert fald uafbrudt – hvilket irriterede mig temmelig meget, kan jeg huske – men pyt den gode sygeplejerske blev der og forsøgte ikke at stoppe hvad der foregik, det var jo det vigtigste.

Så heldig var min medpatient på stuen ikke, han havde en masse vrede der pressede på for at komme ud, men hver gang han var klar til at få vreden bearbejdet, gjorde behandlerne alt for at stoppe det. De mente, at han skulle lære at styre sin vrede, altså det stik modsatte af hvad han – sådan som jeg opfatter det – havde brug for.

Der var andre situationer med psykiske lidelser på hospitalet, som jeg dog ikke skal trætte med, bare nøjes med at konstatere, at den behandling der blev tilbudt på det psykiatriske hospital hvor jeg var indlagt, ikke – som jeg ser det – fører til ret meget andet end de psykiske problemer bliver godt og grundigt pakket sammen, klar til igen på et senere tidspunkt at banke på for at komme ud og blive bearbejdet.

Efter de godt og vel 20 år siden mit første møde med psykiatrien, var jeg i en anden sammenhæng igen i forbindelse med et psykiatrisk hospital. Jeg opdagede til min store forbløffelse, at der rent behandlingsmæssig ikke var sket nævneværdig forandring. Jeg tror ikke der findes andre steder i samfundet, hvor der ingen udvikling finder sted i så lang tid.

Hvordan man får banket hul på den fastlåste sygdoms opfattelse i psykiatrien, er et godt spørgsmål, jeg ved det ganske enkelt ikke, men jeg har et håb om, at der engang i fremtiden vil ske en ændring i hospitalernes selvtilstrækkelige indelukkethed - at behandlerne åbner vinduerne, og der vil blive plads til nye tanker og metoder i behandlingen af psykiske lidelser på de psykiatriske hospitaler.

Man må anerkende årsagen til psykisk lidelse

Der bliver for tiden skrevet meget om psykiatri, men jeg tror ikke det flytter noget så længe opfattelsen af grundlæggende årsager forbliver uændret. Jeg har i lang tid funderet over, hvorfor mange patienter i psykiatrien ligefrem vælger den tilbudte hjælp fra? Det finder jeg i grunden meget mærkeligt og tankevækkende.

Jeg tror faktisk, at langt de fleste psykiatere gør deres bedste for at hjælpe patienterne, alligevel siger mange patienter fra. Hvorfor?

Jeg har meget stor respekt for psykiaters viden, først som uddannet læge og senere en stor viden om psykofarmaka. Men når det kommer til viden om psykiske følelsesmæssige lidelser, kniber det med min respekt.

Egentlig har opfattelsen af årsager til disse følelsesmæssige lidelser stort set altid været den samme; at en sammenfald af mange faktorer skal ses som årsag.

Jeg har efterhånden ikke mere tvivl. Vi forældre er altafgørende som årsag. Punktum! Alle ydre omstændigheder og psykisk sårbare er virkning.

Jeg er klar over, at udsagnet er kontroversielt, men ikke desto mindre er jeg overbevist om, at en fundamental ændring i opfattelsen af en psykisk sygdoms årsag er nødvendig, hvis mange af os med følelsesmæssige lidelser og traumer skal hjælpes.

Den manglende udvikling i psykiatrien er der sikkert mange gode forklaringer på, men det har fået mig til at tænke på om det virkelig kan være frygten for ukendt land, der er årsagen til psykiaternes kliniske tilgang til psykiske følelsesmæssige problemer.

Er det opfattelsen af at miste kontrollen med patienterne? For en følelsesmæssig gennemlevelse af traumer kan være ret så voldsomme.

Jeg undrer mig dog over, at der ikke er en større nysgerrighed indenfor området, der må da være nogen der undrer sig over, at opfattelsen af årsagen til en psykisk lidelse jo i grunden stort set har været den samme altid.

Der har været nogle justeringer i selve behandling med strategi øvelser og den såkaldte kognitive behandling, hvor man skal lære at leve med sygdommen, men den grundlæggende forståelse har egentlig altid været den samme, og den skal der ikke laves om på, hvis jeg forstår psykiaterne og behandlerne ret.

Derfor kan jeg ikke lade være med at sammenligne psykiatriens manglende udvikling lidt med dengang man mente, at jorden var flad. Der blev jo en farlig ballade, da der blev stillet spørgsmål til disse områder i videnskaben.

Sådan har det fra tidernes morgen altid været med nye tanker og idéer; som datidens modstand mod nye idéer af klodens placering i universet – om den var firkantet, rund eller flad – til i dag, hvor en forsker ikke risikerer at miste hovedet, hvis vedkommende skulle komme med nye tanker om årsager til lidelser i følelseslivet. Galilei (Italiensk naturvidenskabsmand 1564 – 1642) fik lov at beholde hovedet, men han måtte afsværge opdagelsen om Jordens form og position i universet, hvorefter han blev sat i husarrest.

Så voldsom er det ikke mere, hvis der bliver sået tvivl om fastlagt sygdomsforståelse i psykiatrien, men en forskers anseelse, ansættelse, mulighed for forsker midler og så videre bliver sikkert ikke forbedret med de forkerte tanker.

Der er måske ikke noget underligt i, at de forkerte meninger bliver forstødt; frygten for det ukendte er stort. Denne frygt havde datidens søfolk også, når de sejlede på de store have; de var bange for afgrunden, hvor den flade jord ophørte. Det er frygteligt skræmmende ikke at vide, hvad der vil ske i de ukendte områder, hvor følelserne har overtaget.

Den manglende udvikling har selvfølgelig også med magt at gøre, de mange psykiatere, professorer og så videre, vil som forventelig naturligvis ikke uden videre afgive den magt de sidder inde med, det ville datidens lærde heller ikke.

Jeg tror på, at løsningen er en ganske anden tilgang med et åbent og fordomsfri møde med hver enkelt person med problemer. Jeg ved godt, det er tidskrævende, men hvis der skal ske grundlæggende ændringer i psykiatrien, er det den eneste måde. For enhver person er unikt og har specielle følelsesmæssige problemer.

Men man er altså nødt til at anerkende årsagen til problemet, før problemet kan løses.

Er problemer i psykiatrien frygten for ukendt land?

Journalisterne Ingrid Spilde og Siw Ellen Jacobsen skriver i en artikel i Videnskab, DK 28 dec. 2023: “At der er noget som ikke stemmer i psykologien".

Jeg har længe funderet over, hvorfor mange patienter ligefrem vælger den tilbudte hjælp fra? Det finder jeg i grunden meget mærkeligt og tankevækkende. Har det at gøre med noget som ikke stemmer i psykologien?

Jeg tror faktisk, at langt de fleste psykiatere gør deres bedste for at hjælpe patienterne, alligevel siger mange patienter fra. Hvorfor?

Jeg har meget stor respekt for psykiaters viden, først som uddannet læge og senere en stor viden om psykofarmaka. Men når det kommer til viden om psykiske følelsesmæssige lidelser, kniber det.

En manglende udvikling i psykiatrien er der sikkert mange gode forklaringer på, men det har fået mig til at tænke på om det virkelig kan være frygten for ukendt land, der er årsagen til psykiaternes kliniske tilgang til psykiske følelsesmæssige problemer.

Er det opfattelsen af at miste kontrollen med patienterne? For en følelsesmæssig

gennemlevelse af traumer kan være ret så voldsomme.

Jeg tror, at en tilgang til patienterne hvor symptomerne ikke bliver set som sygdommen, men set med budskabet om, at noget er gået skævt på et tidspunkt, for det meste i opvæksten, og det har givet traumer og følelsesmæssige problemer, som banker på for at blive bearbejdet.

Vejen er et åbent og fordomsfrit møde med hver enkelt patient. Jeg ved, det er tidskrævende, men hvis der skal ske grundlæggende ændringer i psykiatrien, er det den eneste måde. For enhver person er unikt og har specielle følelsesmæssige problemer.