Selve processen med udgivelsen af bogen var egentlig meget spændende. Først skulle de formelle aftaler underskrives, kontrakten løb over 5 år, i hvilket tidsrum forlaget havde alle rettigheder med salg og markedsføring.

Forlagets redaktør fik manuskriptet til gennemlæsning, og hun kom med forslag til ændringer og uddybelser. Jeg havde betinget mig, at jeg altid ville have det sidste ord, hvis vi skulle være uenige.

Det kom nu ikke til delte meninger; redaktøren havde to forslag til uddybelser i teksten, som jeg fandt meget fornuftige, og jeg havde stavet en by i England forkert. Det var alt - redaktøren havde ikke yderligere indsigelser.

Jacob ønskede at læse det uredigerede manuskript, og han havde derefter det ønske, at

hans mor ikke var med i bogen. Jeg skrev derefter Eva ud af min fortælling, hvilket selvfølgelig gav mange rettelser, men Jacob var efterfølgende tilfreds med mine ændringer.

Efter diverse korrektioner blev manuskriptet låst og gennemgået af korrekturlæseren til endeligt færdiggørelse til trykning.

Så skulle der tages stilling til grafik af omslaget, det medførte en del skriveri frem og tilbage indtil alle var tilfredse med farve, skrift og billede på bagsiden. Jeg havde en del polemik med forlags direktøren om hårdt omslag, det havde vi oprindeligt aftalt, men han mente at omslaget skulle være blødt. Der var det så meget godt, at vi havde en kontrakt, jeg kunne henvise til, og bogen blev med hårdt omslag.

Bogen gik i trykken og udgivelsen blev d. 19. nov. 2018. Alt denne korrespondance foregik elektronisk, jeg har aldrig fysisk set nogen fra forlaget, hvilket selvfølgelig. har været lidt underligt.

Jeg fik i første omgang tilsendt 10 eksemplarer, og det var da noget specielt at åbne kassen og se den færdige trykte bog.

Jeg har nu her 5 år senere købt restlageret, og jeg har fået alle rettigheder til bogen tilbage igen. 

Et par uddrag of bogen her:

.............En sådan utænkt tanke fik jeg allerede som 12-årig uden
selvfølgelig at have nogen som helst forståelse for, hvad der
foregik. Jeg kan tydeligt huske, at jeg gik rundt i den lille
trekant, hvor jeg altid gravede huller. Jeg må vel have gået
og grublet over noget, jeg havde set eller hørt og undret
mig. Jeg gik jo meget for mig selv.

Jeg kan forestille mig, at børn, der mere eller mindre bliver
overladt til sig selv, kan blive udsat for fremkomsten af mær-
kelige tanker. Jeg har nu altid grublet meget, og så længe jeg
kan huske tilbage, har jeg blandt andet ikke kunnet forliges
med udtrykket idealisme.

Jeg kendte jo ikke udtrykket dengang, men der må have
været noget i min hverdag, der formede den slags tanker i
mit hoved.

jeg har i dag en forestilling om, at mit ubehag ved
enhver form for religion blev grundlagt dengang. De fremsagte gode ord harmonerede ikke rigtig med den handling,
der fulgte, og det har jeg sikkert lagt mærke til og undret mig
over denne dobbelthed..........

...............En mening med det hele har jeg aldrig fundet, thi er der i
grunden anden end den, vi selv skaber? For mig er det også
så rigeligt nok mening – med muligheden for at sidde her i
stilheden og mærke hele kroppen og være tilstede og tilfreds.

Denne tilstand af væren er helse for psyken, hvor ingen
ydelse er nødvendig, udover den rigtige vejrtrækning, ilten
må transporteres hele vejen ned til de sensitive dybe maveregioner, og iltning til hver en fiber.

Det er selvfølgelig ikke muligt altid at befinde sig i dette
velvære af tomgang, hvor ingen ydelse er nødvendig, og organismen kører mere eller mindre på frihjul, men jeg øver mig
hver dag.

Jeg tror, det er en god måde at holde summen af
energi i ave og ikke fråse med midlerne.

Jeg er taknemmelig for hver dag, tænk at skulle prøve det
her på mine gamle dage.
At sidde her midt i meningsløsheden og være helt fyldt ud af
ingenting og dog alt.