I Smidstrup Kirke 

stod den hvide kiste, 

med vor kære Henrik.

Ganske uforståeligt,

alt for tidligt, 

at Henrik er død, 

det er svært at 

fatte.

Kristian ringede,

med budskab så

forfærdeligt,

Henrik var død.

Kort tid efter Elna,

tungt at rumme,

meget uvirkeligt.

Det absolutte 

ophør.

Aldrig mere at se,

aldrig mere at tale,

aldrig mere at høre,

aldrig mere at grine,

aldrig mere Henrik.

Vi dog ofte vil tale,

og i øjeblikke 

ganske vist,

kun i tankestrøm,

bliver døden besejret,

liv bliver evigt,

igen er Henrik,

iblandt os tilsammen,

måske kun i stunder,

men videre vi husker,

og vi vil mindes. 

Vigtigt for Henrik,

var aftryk at sætte,

med billeder mange,

han malede så fine.

Hvilket mod, 

at udtrykke med pensel, 

en inderlig trang,

til klap på skulder,

og gerne ses.

Rene linjer,

ærlig og redelig,

var den bærende 

stemme,

i Henriks udtryk,

og hele livsgrundlag,

men villig en hånd,

han strakte ud,

at komme til

forståelse.

Den skæve 

anskuelse,

var Henriks syn

og snakken gik,

over stok og sten,

imellem meget,

en dyrebar

energi, der 

stoppede brat, 

ved Henriks

død.

Der blev så stille,

men ekko af snakke

klinger videre frem,

og minderne står

på lager, til frit 

at vælge fra

Henriks manifest,

hans store

engagement i 

dette værk, var 

ofte i tale.

Den tid er nu,

uomtvistelig forbi,

det er livets 

bestemmelse, 

at vi kun skal 

være, for en 

stund

tillsammans,

vi må alle engang, 

forlade pladsen,

til nye slægtled,

tidspunktet var nu

for vor kære

Farvel Henrik.