Frakørsel tages
ved Smækbjergvej,
den kendte vej,
med første gård
i ruten Hømose,
altid hyggeligt
ad samme vej,
hvor kusken kørte
den daglige tur.
Tidlig morgen
var spande klar,
tunge junger
blev smidt på vogn,
af sted igen
til næste sted.
Store marker
farer forbi,
ned ad bakke
til gård med gren,
tværs over gårdsplads
dog ikke mere,
Sten Green passeres
norden om i dag.
De mange gårde
med navnet mose,
de ligger på stribe
efter mange sving,
forbi det gamle
sted for hjem,
et pust til rødder
er ganske fint.
Meget er forandret
fra hvad det var,
men Moseholm er altid, hvor det hele
begyndte.
Et stop ved skoven
med bakke og stier,
sted med glæde
og også sorg.
Et godt sted til hvile
med trætte ben
efter tur gennem skov
og den hele runde,
både i skov
og alt det andet.
De kæreste af minder ligger gemt ved stedet, bliver altid berørt
ved denne indgang
til Mosegård Bakke.
Selvom skoven nu
så nødig forlades,
da kalder kirken,
der ligger så smukt
og hvidt på højen.
Den største gård
med navnet Mose,
der ligger i svinget
på vej mod byen,
giver mange tanker
med gode minder.
Lille Mosegård
lige før bækken
var med på vej
og ruten
med mælk.
Byen kommer hurtigt,
hvor hvert et hus
er ret bekendt,
først kommer skole
den gamle og nye,
huset med brød
og dejlige kager,
købmand på hjørnet
havde mange varer,
også til kusken
som tog dem med
og delte på ruten.
Og overfor mejeri
hvor mælken flød
når kusken endelig
havde samlet
det hele.
Op igennem byen
central havde til huse,
der var manden
med cykler
og maskine til låns,
der kom rullende
efter knallert,
når storvask
var planlagt.
Smeden hamrede
og lyden var tydelig,
når ambolten ramtes
med ekko af slag, brugsforening var
der også,
der manglede
ikke noget.
Men i dag det hele
er borte og væk.
Tilbage står dog kirke
og alle grave,
endskønt kirken nu
kun er skal tilbage,
den står ganske tom
efter endt skamfering. Hvordan kunne det ske? Menneskeligt dårskab.
Jeg forstår det ikke.
Men bevaret er grave, mange navne
er vel bekendt,
tidligere havde
de gang i sognet.
En historie kan fortælles,
om hver enkelt,
det bliver
der dog næppe,
desværre kan
man sige.
Traditionen byder
til den store højtid
at lægge gran på grave,
en årlig begivenhed
der vender tilbage,
nogen gør det selv
andre gør det også,
en hyggelig anledning
at mødes i Timring.
Mange gør sikkert
den samme tur,
besøger aner
på dette smukke sted,
der ubetinget ikke
kan findes bedre.
Efter granlægning er færdig og forfriskning med kaffe
og den gode kage,
i kirketårnets stue,
det er tid til farvel.
Vi tager afsked
ved muren,
og byen
lægges bag.
Besøg i Timring
kan føles lidt tomt,
når familie er væk,
men stedet vil altid
være pecielt,
de varme følelser
for hjemstavn
og egn,
vil altid rummes,
trods den store forskel
fra tiden før,
sådan er forløbet
meget forandres,
vi må vænne
os til det.
En tur over Trehøje
er absolut,
dette smukke sted
med høj og hede
så langt øjet rækker,
og dernede bagved
er Helmosedal,
hvor hesten løber rundt, den mangler
godt nok hoved,
om sandheden er rigtig,
det er rikke
til at vide.
Tiphede kirke
lidt skjult i bevoksning,
den kan dog anes
en lille smule,
konfirmation blev forrettet for mange år siden.
Videre sydpå
hvor bo er for tiden,
et dejligt besøg
er til ende
i Timring.
Trehøje
Det fantastiske Trehøje løfter altid mit sindslighed et par grader. Jeg kører gerne over Trehøje på hjemvejen
Den lige lange vej mod Ørnhøj
Timring ligger dernede et sted
Det var den sidste gang Ingrid var med over Trehøje.
Det blev faktisk også sidste gang for Elna, lidt underligt at tænke på.
Jeg synes, lærer Hansens digt om
Timring er så fin. Jeg tillader mig
at bringe det her.
Timrings Pris
Af lærer Edvardt Hansen
(Mel.: ”Der dukker af Disen” - )
Vort fattige Sogn i det ravjyske Land
saa stille vi fletter en Krans,
mens Vaarsæden duver vort graagule Sand
i Høstvindens hvivlende Dans.
Lad tidernes Elv rulle hen under sky,
og Slægt smuldre hen i dets Skød,
dog end Ploven gaar,
eg end Bonden faar
Velsignelsens daglige Brød.
Her strækker sig Heden paa Bakke og Dal
Saa vidt under Trehøjes Top;
Dog Gøgen han kukker i højeste Sal,
mens ræven han fjæler sin Krop.
Og Toplærken slaar sine Triller mod Sky,
mens Mjødurten spreder sin Duft;
og Urhanens Gol -
i dagskærets Sol
gaar højt i den krydrede Luft.
Der snor sig en Aa om dets krogede Lænd
Med Smaakluk mod Aftenens Fred;
og aborren tumler i Hop og i Vend,
saa Fisken frydes derved.
Med Siv og med Iris dens Bred er besat
ved Sivsan`rens gyngende Bo.
Og Aalen sig snor,
Mens Gedden han glor,
og Vildænderbørn gaar til Ro.
Den bølgende Havre med nikkende Top
her runder den hvilende By,
Mens haren sig tumler i Trespring og Hop,
Og Svalen slaar smut under Sky.
Se, Dugdraaben perler på Kløverens Blad,
naar bonden saa træt går i Hi.
Hans Haand er så rap,
Hans Hvile saa knap,
hans virke en skøn Harmoni.
Vor ældgamle Kirke med Kampsten og Eg
sig hæver mod Jagende Sky,
Og Gud-Herren kalder hver Synder saa bleg
Til Kirkens velsignende Ly.
Mens Slægt efter Slægt finder Fred i dens Favn
for Syndens fordærvede Lyst,
skal Guds-Huset staa,
og Guds-Kaldet naa
om Land med dets frelsende Røst.
He raander og lever et bedende Folk,
der takker Gud Fader for Brød.
Og Menneskesjæle har Sangen ti Tolk
for Jordelivets Glæde og Nød.
Ja, Lovsangen bruser mod Skaberen op
fra Skoler og Hjemmets Vraa,
saa Tonernes Væld
i Daggry og Kvæld
gaar højt over Himmelens Blaa.