Frakørsel tages

ved Smækbjergvej,

den kendte vej,

med første gård

i ruten Hømose,

altid hyggeligt

ad samme vej,

hvor kusken kørte

den daglige tur.

Tidlig morgen

var spande klar,

tunge junger

blev smidt på vogn,

af sted igen

til næste sted.

Store marker

farer forbi,

ned ad bakke

til gård med gren,

tværs over gårdsplads

dog ikke mere,

Sten Green passeres

norden om i dag.

De mange gårde

med navnet mose,

de ligger på stribe

efter mange sving,

forbi det gamle

sted for hjem,

et pust til rødder

er ganske fint.

Meget er forandret

fra hvad det var,

men Moseholm er altid, hvor det hele

begyndte.

Et stop ved skoven

med bakke og stier,

sted med glæde

og også sorg.

Et godt sted til hvile

med trætte ben

efter tur gennem skov

og den hele runde,

både i skov

og alt det andet.

De kæreste af minder ligger gemt ved stedet, bliver altid berørt

ved denne indgang

til Mosegård Bakke.

Selvom skoven nu

så nødig forlades,

da kalder kirken,

der ligger så smukt

og hvidt på højen.

Den største gård

med navnet Mose,

der ligger i svinget

på vej mod byen,

giver mange tanker

med gode minder.

Lille Mosegård

lige før bækken

var med på vej

og ruten

med mælk.

Byen kommer hurtigt,

hvor hvert et hus

er ret bekendt,

først kommer skole

den gamle og nye,

huset med brød

og dejlige kager,

købmand på hjørnet

havde mange varer,

også til kusken

som tog dem med

og delte på ruten.

Og overfor mejeri

hvor mælken flød

når kusken endelig

havde samlet 

det hele.

Op igennem byen

central havde til huse,

der var manden

med cykler

og maskine til låns,

der kom rullende 

efter knallert,

når storvask

var planlagt.

Smeden hamrede

og lyden var tydelig,

når ambolten ramtes

med ekko af slag, brugsforening var

der også,

der manglede

ikke noget.

Men i dag det hele

er borte og væk.

Tilbage står dog kirke

og alle grave,

endskønt kirken nu

kun er skal tilbage,

den står ganske tom 

efter endt skamfering. Hvordan kunne det ske? Menneskeligt dårskab.

Jeg forstår det ikke.

Men bevaret er grave, mange navne

er vel bekendt,

tidligere havde

de gang i sognet.

En historie kan fortælles,

om hver enkelt,

det bliver

der dog næppe,

desværre kan

man sige.

Traditionen byder

til den store højtid

at lægge gran på grave,

en årlig begivenhed

der vender tilbage,

nogen gør det selv

andre gør det også,

en hyggelig anledning

at mødes i Timring.

Mange gør sikkert

den samme tur,

besøger aner

på dette smukke sted,

der ubetinget ikke

kan findes bedre.

Efter granlægning er færdig og forfriskning med kaffe

og den gode kage,

i kirketårnets stue,

det er tid til farvel.

Vi tager afsked

ved muren,

og byen

lægges bag.

Besøg i Timring

kan føles lidt tomt,

når familie er væk,

men stedet vil altid

være pecielt,

de varme følelser

for hjemstavn

og egn,

vil altid rummes,

trods den store forskel

fra tiden før,

sådan er forløbet

meget forandres,

vi må vænne

os til det.

En tur over Trehøje

er absolut,

dette smukke sted

med høj og hede

så langt øjet rækker,

og dernede bagved

er Helmosedal,

hvor hesten løber rundt, den mangler

godt nok hoved,

om sandheden er rigtig,

det er rikke

til at vide.

Tiphede kirke

lidt skjult i bevoksning,

den kan dog anes

en lille smule,

konfirmation blev forrettet for mange år siden.

Videre sydpå

hvor bo er for tiden,

et dejligt besøg

er til ende

i Timring.

Det fantastiske Trehøje løfter altid mit sindslighed et par grader. Jeg kører gerne over Trehøje på hjemvejen