En hyldest til St. Darum og den dejlige natur
Ude omkring, i naturens mesterværk, indbydes til højmesse i bøge katedralen, dette smukke syn med nyudsprungne blade, som en lukket hvælving,
et tilbagevendende vidunder, når foråret kommer, hvor skoven med nisser, ved den store højtid,
på forunderlig vis, bliver afløst af grøde.
Naturen er gavmild og frådser gerne, og midlerne mange, millioner af blade bliver hængt på grene.
Der lød mange sange, de var ikke kendte, men der var trillen og fløjt i forskellige toner. Akustikken fortrinlig i den rummelige stille ro.
Indgangsbønnen forrettet af rågernes raspen, krasse ord, som en Vilhelm Beck til mangen en synder, her på jord.
Højt oppe svæver, de mørke skygger,
sorte fugle over træernes toppe,
helt deroppe
hvor nye tynde træer, desperat forsøger
at suge livgivende lys, ikke alle kommer frem,
de gamle skygger
og flytter sig ikke,
de unge spinkle
må visne og dø,
i naturen kendes
der ingen nåde.
For mennesker er skoven dog ganske fredelig, der er ingen fare, hverken for store eller de små.
Når stilheden genskabt, høres svage lyde, rene børnestemmer. Nye generationer på vej i livet, en daglig glæde at lytte til,
så heldig med skole, og alt forinden.
De største først, når frikvarter er indledt, de lidt yngre fra indskole, har god tid til leg.
Fra Bistadet ses ofte, en sværm af gule veste, de summer imellem træerne, og er man rigtig heldig, kan de helt små træffes, i det store skib, hvor de løber og ruller, i et tæppe af visne blade, ned af skrænten.
Den fine skov med lugte og lyde, om end nødig forlades, forceres bakken hvor møllen er væk, rulles rundt omkring kirke. Den genkendelige lugt, af buksbom og grønt, der hænger i luften, som ved alle grave, hele langs den kirkegårdsmur.
Og kommen igennem den smalle passage, Plesner Passagen,
et anlæg med træ,
der troner så flot,
det gamle træ
– Grundlovsegen – dette prægtige træ med et omfang så storladen, plantet af kvinder for mange år siden, som en hyldest til at stemme, også for fruer.
Trods krone i udstrækning der breder sig ud, bliver det yderste blad dog vandet fra stammen, hvordan det går til,
er naturens vidunder.
Lige forbi
fører stien til kirken. Denne gamle sti
der sikkert er betrådt af utallige forfædre,
i mørke stive gevandter,
til opbyggelige ord
i den smukke hvide kirke, der troner så flot hvor stien slutter.
De gamle marskgårde, dukker frem langs stien, trods skævhed så smukke, og velholdte de er, og med strå belagte tage.
Til vejen så lige, mellem flade enge, der strækker sig uendeligt, skaber græs i store mængder, som ved et mirakel bliver omdannet til mælk, når koen har tygget langt og længe nok.
Lige til vandet, bag den mægtige jordvold, der forhindrer naturens hidsige kræfter, med bølgernes indtrængen i grandelaug og enge.
Det trygge dige
så langstrakt det er, over land og rige.
Om læ mellem vold, og grave med vand, og med knasende sten, under alle hjul, rulles der frem til bakken, hvor afstigning skønnes nødvendig, og langsomt går ben op og op.
Når vandet er inde, det smukkeste syn, åbenbares så fint, med marsk og hav, og i horisontens anes, byen ganske let, som silhuet i disen, og møller så høje er ganske synlige, og tårne der kan bore er ganske tydelig, med bene, både oppe og nede.
De hvide skorstene,
der rækker mod himlen, udsender hvide partikler, et imponerende skue.
Der dog fordufter i hast, bag den opdyngede jord, når tyngdekraften igen, bringer hjulene i sving.
Om styrbord familien Svaneke, der flyder så stolt, med ny familie præsenteres hvert forår.
Igen frem der trilles, mod øjne der stirrer, fra får der græsser, og godtfolk på dige, til hjemvejen mod byen.
Hvor den hvide kirke, der skiller sig ud, er omkranset af huse,
i den dunkle bevoksning,
i hele horisonten. Hjemsted for mange
i byen bag diget.
Bramgæs i tusindvis æder græs på marker.
Når beslutning tages at lette i flok, formørkes himlen, og en brusen i styrke så heftig og omfattende, en størrelse af kræfter, hvor summen er gevaldig.
Imellem kan høres en knevren i kor, men himlen er tom, hvorfra kommer lyden?
Et himmelsk syn når gæs dukker frem, de har deres plads i den smukkeste form, der i brede kan udstrække den ganske himmel.
Og når ploven vender jord, danser mågerne i flok, en fryd for øjet, er de hvide i vrimmel mod den sorte muld, gør et imponerende indtryk, med utallige andre.
Tænk, at få lov til at nyde naturen, så storslået den er, i den friske luft dag efter dag, i den dejlige natur omkring i
St. Darum.
Mit bo for tiden
Jeg har lige for tiden bo i den lille marsklandsby St. Darum. I denne storslåede natur med det flade specielle marskland nyder jeg nu, for det meste, en dejlig tilværelse med blandt andet mine elskede børn og børnebørn.
Jeg føler mig faktisk meget heldig, tænk hvert år at få mulighed for at deltage både i bjergning af hø og og deltagelse i høsten
Kresten ringer når det er tid til hjemkørsel af hø baller fra engerne
Og når der skal køres madpakker hjem fra engerne
Små hø baller i engerne
Og den samme telefon ringer når høstmaskinerne bliver gjort klar. Jeg ved ikke rigtig hvorfor, men jeg synes, høsttiden betyder noget helt specielt, og nu til dags er det jo en fryd med de fantastiske maskiner, hvor mejetærskeren for mig står som det ypperste.
Hvert år når jeg ser det rullende tæskeværk i arbejde med støvet og avner hvirvlende omkring, mindes jeg alle de gange i mine unge dage, hvor vi i laden tærskede løs og hostede og hakkede i det forfærdelige luft med skidt og møg.
Nu befinder vi os uden døre i den friske fine rene natur og kan trække vejret ubesværet, hvilken forskel, og så siger nogen, at gamle dage var meget bedre.
Jeg kan godt følge tanken om hyggen før i tiden i høsten, hvor husmor kom ud med kaffen og kage, den hygge er gået tabt på de store gårde.
Men se, der er vi så heldige, at vi jo egentlig befinder os i en lille tidslomme, for fru Pedersen serverer kaffe og den dejligste kage hver eftermiddag.